"Er man en slut, når man to gange på en dag, støder ind i én man har knaldet?"

"eller betyder det i virkeligheden bare, at man burde flytte til en større by?"

Sådan spurgte jeg min veninde Laina* i dag i en sms, da jeg påvej hjem med i bussen med hændene fulde af poser kaster mig ned på et dobbeltsæde, og to sekunder senere opdager at jeg har knaldet fyren der sidder lige bagved. Oktober sidste år. Mit første rebound oven på ekskæresten. "Fuck" mumler jeg højt for mig selv, og i ren desperation flytter jeg mig skråt overfor, og lander på et enkeltsæde med tasker og poser flyvende om benene på mig.

Hvorfor? "så opdager han mig nok ikke" AS IF. Jeg er født med enn ret stærk karisma, der gør at jeg er typen man altid lægger mærke til (hvilket bl.a. er medvirkende til, at jeg på forhånd har opgivet en karriere indenfor alt hvad der hedder bankrøver, serimorder, voltægtsmand eller nogle som helst andre slags forbrydere, da jeg ville blive genkendt og udpeget med det samme)
og derfor har han selvfølgelig lagt mærke til mig, i det øjeblik jeg gik forbi ham.
Og fordi jeg ikke bare kunne holde min kæft og lade som ingenting, har han helt genkendt mig, eftersom jeg absolut skulle flytte sæde.... damn it.

Det er nu ikke nogen nyhed at jeg stødte ind i ham den første. Faktisk spottede jeg ham allerede på gaden for flere år siden. En rigtig sej type - gennemført hiphopper. Ikke bare sådan noget wanna-be-nik-og-jay-i-de-tidligere-år-agtigt. Nej, helt ægte gennemeført. Allerede dengang tænkte jeg, at skulle jeg være sammen med en hiphopper, skulle det være ham!

Som sagt så gjort. Jeg mødte ham til en kedelig fødselsdag i byen, og der var da også en smule konkurrence. To piger havde stået og gnubbet sig op af ham på dansegulvet i en 20 minutters tid, men der havde jeg på daværende tidspunkt allerede bestemt mig for, at nu skulle det være. Så jeg gik over til de to piger og sagde med sakte stemme "ej piger, ved i godt at ham der har klamydia?" og voila! jeg gav ham et shot i baren og så var den hjemme. Fantastisk sex var det ikke. Men sjovt var det. Bagsiden af medaljen er, at jeg nu ser ham over det hele, konstant.

Det ærgelige ved disse to tilfælde er, at jeg ikke hilser på nogen af dem. Hvis vi gik og hilste på alle dem vi havde knaldet en sen aften i byen, ville vi fuldstændig udrydde akavetheden, og slippe for at gå ud og finde en ny godte, weekenden efter - og så ville der slet ikke være noget der hed 'onenightstands'!? Hmm... det må jeg lige sove på...

Det fantasktiske ved at være anonym, er at jeg uden skrupler kan poste denne slags ndlæg.
Ingen kender min sande identitet, og det giver mig frihed til at være så åben som mulig, og fortælle om ALT hvad der falder mig ind, og er det ikke i virkeligheden det, der er det sjoveste?

Jeg kunne være pigen på sædet ved siden af i bussen, eller pigen du køber cigaretter af i kiosken - you'll never know! ha en fortsat fantastisk onsdag nat!

- Ano.